Kaffen på den italienske motorvej bedre end på en gennemsnitlig dansk cafe – og andre sommerferieobservationer

Jeg er – som de fleste andre i kongeriget – retur efter sommerferien.

Størstedelen af min blev tilbragt sydpå. Nærmere bestemt sydlige Frankrig (igen) og et smut til det nordlige Italien.

Der er mange grunde til at min familie år efter år vælger Frankrig. Der er smukt, vejret er godt, ‘de lokale’ er smilende og imødekommende (glem ALT om gamle skrøner om arrogante franskmænd – vi har ikke mødt dem i de 5 år vi har ferieret i Provence).

Næsten uanset hvor vi har spist i Provence, har maden været god – vinen også.

På de livlige markeder, er der et fantastisk udbud af lokalt producerede produkter i både supermarkeder, vejboder og på de lokale markeder. Og priserne er absolut rimelige, ikke østeuropæisk prisniveau, men rimeligt – især i forhold til kvaliteten.

I år nåede en snas af sommerferien også at inkludere et besøg til nordsjælland, tæt på Gilleleje, og en enkelt dag i København blev det også til.

Og hvis jeg sådan bare lige skal sammenligne mine oplevelser som turist i Sydeuropa med at være turist i Danmark – i hvert fald i København og tæt på Gilleleje – er forskellen markant og deprimerende, og gør det åbenlyst hvorfor turisterne i stigende grad svigter Danmark.

Vores korte visit i Smidstrup ved Gilleleje bød på 4 grillbarer (hvor en fransk hotdog kostede 46,- ).

Eller som en veninde skrev på facebook: 3 baguettes på Mallorca: 2,7 Euro. 3 baguettes i Emmerys 3.270 kr.

Selvfølgelig koster 3 baguettes i Emmerys ikke 3.270 kr. Men pointen er god nok – Danmark ER dyr at opholde sig i som turist.

Hvis oplevelsen (maden, naturen, danskerne som ‘lokale’, butikkerne, gågaderne, hotellerne – det hele), kvalitetsmæssigt/oplevelsesmæssigt ikke svarer til prisen – så har turisterne al mulig god grund til ikke at komme igen. Og ligesom med alle andre dårlige nyheder, så rygtes det hurtigt på vores potentielle turistmarkeder, at Danmark er dyr og ikke lever op til forventningen.

Hvis bymidter er stille og triste, butikkerne i gågaderne fantasi- og charmeforladte – og en sandwich og caffe latte på den italienske motorvej bedre, end på en gennemsnitlig dansk café – så skal der altså meget til at overbevise kunderne – turisterne – om at her virkelig er noget at komme efter.

En vigtig del af Dansk Turistråds bør, nøjagtigt ligesom kommunerne,  arbejde langsigtet og tæt – med både lokale erhvervs- og handelsstandsforeninger og spillerne på den landspolitiske scene end det åbenbart er tilfældet lige nu. Og HVIS de allerede gør det – så bed dem ringe til mig – for så gør de det simpelthen ikke godt nok.

Jeg er ikke i tvivl om at Danmark har et kæmpe potentiale for at tiltrække langt flere turister – og disses feriebudgetter, end det er tilfældet nu. Men der skal en målrettet og helhjertet indsats til, fra alle spillere, hvis det skal lykkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *