Hvem ville du ta’ med i skyttegraven? En kuffert med (uafprøvet) teori – eller en anden…?

Hvem vil du helst have med i skyttegraven?

Igen og igen kan vi læse artikler og blogindlæg med denne eller hin arbejdssøgende (ofte akademiker) som naturligvis gerne vil ha’ et job hvor de ‘kan bruge deres uddannelse’, og i en eventuelt mellemliggende periode i hvert fald ikke er interesseret i et job som ‘kassedame i Netto’.

En af de nyeste ’se-hvor-sjov-jeg-er’ opdateringer på facebook går på at ’spørge en ‘fin dame’ om hun er butiksassistent’ – tydeligvis ment som en klar degradering af enhver status hun måtte have.

Og lidt google-søgning viser også hvordan butiksansatte – og især kassedamen – bliver stigmatiseret som den ultimativt ringeste karrierevej.

Jeg bliver nødt til at tage til genmæle. For jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke det syn på mennesker der har været – og er – ansat i detailbranchen.

Min oprindelige farvehandler uddannelse hos en benhård læremester har på mange måder været en gave, i mit videre virke.

Når gamle Hammer igen og igen lod mig rydde op på hylderne med de åndsvage pensler, lærte jeg en del om grundighed og gøre det ordenligt med det samme.

Når han bad mig rette ryggen og holde hovedet højt i butikken, gav det et grundigt indblik i hvordan personlig fremtoning fuldstændig kan afgøre en situation.

Når han bad mig imødekomme kunderne med en hilsen og et smil, lærte jeg uendeligt meget om relations- og tillidsopbygning.

Når han insisterede på at jeg skulle ekspedere kunder, mens han selv sad i baglokalet, lærte jeg at aflæse kundernes meget forskellige behov for kontakt. Nogen vil følges og vejledes tæt, andre vil klare det meste selv, og begge tabes hvis de ikke læses korrekt.

Altsammen egenskaber der er i høj kurs i alle typer virksomheder, og altsammen nemt tilgængeligt i en branche hvor du er helt tæt på kunden og får respons, positiv som negativ, for næsten enhver indsats øjeblikkeligt.

Hvem mon virksomhedsejeren vil foretrække at have med i skyttegraven?
En der, med al respekt, har siddet pænt med hænderne i skødet og ventet med en kuffert med (uafprøvet) teori – eller en anden…?

God weekend!

3 responses to “Hvem ville du ta’ med i skyttegraven? En kuffert med (uafprøvet) teori – eller en anden…?

  1. Du kan ikke sammenligne et job som kassedame i en dagligvarebutik med et job som salgsassistent i en specialforretning. Det sidste er meget mere interessant end det første. Har du selv været kassedame i et supermarked?
    Det har jeg under min studietid. Det var røvsygt, dårligt betalt og jeg blev behandlet fra neutralt til dårligt.

  2. Du kan på ingen måde sammenligne en kassedames arbejde med en salgsassistent i en specialbutik. Det sidste er ikke så lidt mere interessant end det første. Har du prøvet at være kassedame?
    Det har jeg under min studietid. Det var røvsygt, dårligt betalt og med behandling fra neutral til dårlig. Og det har ikke bibragt mig brugbare erfaringer, som jeg senere har kunnet anvende i mit arbejdsliv.

  3. Hej Anne
    Mange tak for dit svar 🙂

    Jeg sammenligner ikke – ihvertfald ikke på alle plan – kassedamens arbejde med en salgsassistent i en specialforretning (hvor lønnen altså heller ikke er høj, skulle jeg hilse og sige. Jeg fik 14000 dkk som uddannet farvehandler, inkl. tillæg fordi jeg var dekoratør).

    Der er helt sikkert forskellige opgavetyper. Jeg har blandt andet sørget for at toiletterne blev rengjort dagligt, butikken støvsuget dagligt, støvet af, tælles varer, bestilles varer, ryddes op, feje blade op og samle cigaretskodder op foran butikken. Og så er der selvfølgelig også sjovere opgaver.

    Hvis du ikke fik brugbare erfaringer med dig fra studiejobbet som kassedame er det jo i sidste ende er dit ansvar 🙂
    Jeg har haft masser af ‘lortejobs’ – blandt andet i London, men jeg har lært noget af dem alle.

    Jeg tror ikke du kan finde et eneste job hvor der ikke er irriterende kunder og mennesker der opfører sig dårligt. Men hvis din tilgang til jobbet har været at det var røvsygt – har den holdning måske smittet af på din holdning og attitude på arbejdet, og det har resulteret i at du har oplevet en neutral/dårlig behandling.

    Jeg møder ‘kassedamer’ der får hele køen til at sludre og ønske god weekend – og dem der gør det modsatte. Jeg hører venner og bekendte fortælle om hende fra Fog og hende fra Rema 1000 med noget der minder om kærlighed i stemmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *